Henrik Ibsens skrifter

Det var fra min side visselig ufortjent at De på min fødselsdag erindrede mig og glædede mig med et ​venligt brev, hvorfor jeg af hjertet takker Dem og beder Dem være forvisset om at mine tanker er oftere hos Dem, end De af min forsømmelighed i brevskrivning skulde formode.

Deres tidligere brev angående det ​påtænkte tidsskrift kom jeg ikke til at besvare af den grund at jeg altfor længe gik og spekulerte på hvad og hvorledes jeg skulde svare. Det var nemlig blevet mig mere og mere klart at her ikke handledes om et blot og bart ja eller nej; når jeg skulde være oprigtig, – og det vilde jeg være, – så havde jeg meget mere at sige; men dette syntes jeg kunde bedst ske mundtligt og derfor ventede jeg i det håb, om ikke lang tid at få ​gensé Dem hernede, et håb, som imidlertid ikke nu synes så snart at skulle gå i opfyldelse; og derfor vil jeg heller ikke længere tilbageholde min opfatning af sagen. Tag mig så ikke min ligefremhed ilde op!

Det var Deres og ​Deres broders plan at udgive «et tidsskrift». Men hvad slags, – ​et dansk eller et skandinavisk? De danske literater vil nok have abonnenter og læsekreds i alle de nordiske lande; men de lever og ånder og føler kun i den københavnske luft; hvad der i eders tidsskrifter og dagspresse kæmpes for eller imod refererer sig altsammen til hvad der er på dagsordenen hos jer; kun eders egne, eller rettere de københavnske brydninger i filosofi, politik o. s. v, forekommer eder af betydning; ja, I ved igrunden slet ikke besked om noget andet eller mere forsåvidt Skandinavien betræffer; for udlandets vedkommende derimod er I ret vel orienteret. Hvad specielt de norske ejendommeligheder angår, så er det næsten som en nåde fra dansk side at disse får lov til at give sig tilkende i literaturen; er man venligt sindet, så fremføres der undskyldninger; i modsat fald spottes der, altid gående ud fra at det danske er det normale. Hvad ved Københavnerne om vore indre forholde, om vor politik og vore politikere? Intet. Vi, Normænd og tildels Svensker, ved besked om alle eders ting; I ved knapt besked om noget af det, der berører os. Den københavnske uvidenhed om skandinaviske sager er så mageløs at den kun finder sin lige i det københavnske hovmod.

Dette er, sammentrængt til en tusendedel af hvad jeg havde at sige, grunden til at de københavnske tidsskrifter ikke kan bestå. ​Eders 2 millioner mennesker kan ikke bære et tidsskrift; skal det gå, så må I ikke på københavnsk fornemt oversé de ​4 millioner Svensker, de ​2 millioner Normænd, den ​ene million Finlændere og den næsten ​ligeså talrige skandinaviske befolkning i Amerika. Dette udgør tilsammen henimod 10 millioner mennesker; opgiv al københavnsk ​partikularisme; skriv for dem allesammen, så skal jeg være med; men oprigtigt talt finder jeg det ikke umagen værd literært at udtale mig for den københavnske befolkning ​indenfor voldene og ude på broerne.

Jeg ved jo nok at De står i mange stykker i opposition til dette københavnske væsen; men alligevel er De dog ubevidst ​hildet deri. Hele ​første bind af Deres literaturhistorie er mere en polemik imod den københavnske end imod den nordiske bornerthed; det er ​specifikt københavnske retninger i literatur, kultur og kunstbetragtning, der bekæmpes, og det er denne begrænsning af slagfeltet, som jeg mener at en forfatter hos os som andetsteds må komme ud over, hvis han skal kunne slå igennem.

Dette, kære Brandes, beder jeg Dem betragte som en venskabelig indbydelse til at komme herned, for at vi i fællesskab kan lægge vore krigsplaner. Tanken om tidsskriftet bør De ikke opgive; men det må absolut anlægges på en mere omfattende basis end ​tidligere danske tidsskrifter, hvis det skal skaffe Deres ideer den fortjente udbredelse og sikre Dem en behagelig sorgløs tilværelse.

De mange øvrige sager vil jeg idag ikke omtale; men tænk over hvad jeg har sagt og skriv snart til Deres altid hengivne ven